Min søn Lucas

Min søn hedder Lucas – du kender ham nok ikke, men du vil kende ham en lille smule, hvis du læser dette.
Han er lige blevet 15 år og vi havde en god snak om fremtiden, så jeg spurgte lidt til, hvad han ville?

“Jeg vil være iværksætter og starte nu!” – svarede han.
“Wow!” – tænkte jeg.

Det var sgu lidt af en øjenåbner

Fedt, at han vil ligge vågen om natten og tænke på hvordan den næste uge skal gå. Får man de ordre i bogen man regner med. Kan det nu bære osv … Vil virksomheden også bestå om 5 år, vil den udvikle sig som ønsket osv …

Super, at han de næste par år ikke vil have tid til kammerater – bortset fra et hurtigt spil FIFA på Playstationen med en tilfældig online spiller, inden han vender tilbage til forretningen, for man skal jo lige nå det og det …

Dejligt, at han vil lære tingene på den hårde måde – når kunder klager eller man ikke får sine varer eller betalinger til tiden og dermed selv havner i fedtfadet og må ringe rundt til kunder og bede om godt vejr – fordi man er blevet brændt af …

Cool, at han vil tilbringe al sin fritid fra skolen alene – med at lave forretningsmodeller og omskrive sine kerneprocesser for syttende gang, da der altid lige er noget man kan optimerer på …

Enestående, at han vil bruge sin ungdom på at tackle problemer 10 år før sin jævnaldrende kammerater, der højst sandsynligt vil bruge de næste par år med at feste weekenderne væk, mens han vil sidde og svede over endnu et tiltag i hans forretning …

Sejt, at han vil stå som 15 årig med en 25 årigs ansvar og skal have bøvl med diverse myndigheder, fordi han er under atten og alligevel skal trækkes med sine forældre til CVR osv …

Kanon, at høre at han er klar til at opgive det meste af sin ungdom for at tage det lange seje træk og hele tiden tænke på, hvordan man flytter sin virksomhed i den rigtige retning …

Hvad var det faderlige råd?

“Lad os komme i gang med at lave din hjemmeside!” – var mit svar.

Intet job er bedre – end det man selv skaber.